|
||||
|
Langt de fleste mennesker dør, fordi hjertet holder op med at slå, og vejrtrækningen standser. Det betyder, at døden konstateres ved, at hjertet er holdt op med at slå og ikke kan bringes i gang igen. Det kaldes hjertedødskriteriet. I et par hundrede tilfælde om året er det hjernen, der dør først. Siden 1990 har der været et hjernedødskriterium. Det betyder, at døden kan konstateres ved, at hjernen er holdt op med at fungere og ikke kan bringes i funktion igen. Døden kan således konstateres efter enten hjertedødskriteriet eller hjernedødskriteriet. En hjernedød er ikke en bevidstløs, der kan vågne igen. En hjernedød har ingen bevidsthed, for hjernefunktionen er totalt ophørt. Hjertet kan slå, selvom hjernen er død, fordi personen er tilkoblet en respirator. Hjertet vil dog holde op med at slå efter få dage, også selvom den hjernedøde er tilkoblet respiratoren. Ved hjertedød begynder organerne straks at gå til grunde, fordi blodcirkulationen ophører. Resultaterne af transplantation af for eksempel nyrer fra hjernedøde er derfor bedre end resultaterne af transplantation af nyrer fra hjertedøde. ÅRSAGER TIL HJERNEDØD Hjernedød kan opstå på grund af hjerneblødninger, ulykkestilfælde med kraftige hjernekvæstelser, udbredte hjernesvulster eller som følge af iltmangel i hjernen efter hjertestop. Disse hændelser kan betyde, at blodtilførslen til hjernen stopper, og hjernefunktionen derfor ophører. KONSTATERING AF HJERNEDØD En person erklæres hjernedød, når to læger med specialuddannelse og erfaring har gennemført en særlig undersøgelse. Den viser, om der findes reflekser i hjernestammen, som er den del af hjernen, der sidst ophører med at fungere. Kort fortalt viser undersøgelsen, om patienten reagerer på smertepåvirkning, belysning og irritation af øjnene og skylning af øregangen med koldt vand. Det undersøges også, om der kommer brækningsreaktion og hosterefleks ved irritation i svælg og luftrør, og om patienten selv kan trække vejret uden for respiratoren. Patienten må ikke reagere på blot en enkelt del af undersøgelsen. Efter mindst en time gentages den. Først derefter kan og må patienten erklæres død. Patienter, der bliver undersøgt for, om hjernedød er indtrådt, ligger altid i respirator, fordi det er nødvendigt at erstatte åndedrætsfunktionen. Når hjernedøden er konstateret, slukkes for respiratoren, medmindre der er givet tilladelse til donation. Hvis der er svaret ja til donation, fortsættes respiratorbehandlingen. Sammen med hjertets fortsatte funktion og blodcirkulationen sikrer den, at organerne ikke går til grunde. Uanset respiratorbehandlingen holder hjertet op med at slå efter få dage. Afskeden Selvom vi ikke har sat ord på det, har de fleste af os en forestilling om, hvordan vi gerne vil dø. Men hvilke forestillinger har vi om afskeden ved hjernedød? En hjernedød person ligger på et hospital tilkoblet en respirator. Hvis den døde eller de pårørende ikke har givet tilladelse til organdonation, respekteres dette. Respiratoren slukkes, og ingen organer fjernes. De pårørende kan være til stede, når respiratoren slukkes, og de kan opholde sig ved den afdøde bagefter. Afskeden ved organdonation er anderledes. De pårørende kan tage afsked med den afdøde både før og efter organudtagningen eller én af delene. Tager de afsked før, er den afdøde stadig tilkoblet respiratoren. Det betyder, at brystkassen bevæger sig, og at den afdøde er varm. At respiratoren er tilkoblet betyder samtidig, at der vil være god tid til at tage afsked. Vælger de pårørende at tage afsked efter organudtagningen, er proceduren den, at den afdøde, efter at hjernedøden er konstateret, bliver gjort klar til organudtagningen. Kirurger fra et transplantationscenter ankommer til sygehuset, og de tager det eller de organer ud, som tilladelsen omfatter. Såret lukkes som ved en almindelig operation. Respiratoren slukkes på operationsstuen. Fra beslutningen om organdonation er taget, til operationen er overstået, og den afdøde kommer tilbage til afdelingen igen, kan der gå op til 12 timer, evt.mere. Det skyldes de mange nødvendige forberedelser, der går forud for operationen, og som skal sikre, at organerne transplanteres til de modtagere, hvor de passer bedst. Ikke mindst skyldes det den tid, som selve organudtagningen kræver. Livet med et nyt organ Langt de fleste patienter, som får et nyt organ, vender tilbage til en tilværelse, der næsten ligner den, de havde, før de blev syge. Børn og unge vender tilbage til skole og uddannelse. De fleste, som havde et arbejde, før de blev syge, vender tilbage til deres arbejde. Den transplanteredes almentilstand har betydning for, hvor vellykket transplantationen bliver. Efter hjertetransplantation i Danmark lever cirka 90%af patienterne efter 4 år, hvor det tilsvarende tal for levertransplantation er 80%. Efter en nyretransplantation fungerer den indopererede nyre hos cirka 80% efter det første år. Efter transplantation er der risiko for, at kroppen ikke vil acceptere det nye organ. Det sker, fordi immunforsvaret bekæmper det nye, fremmede organ. Derfor skal mennesker med et nyt organ tage medicin, der dæmper immunforsvaret. Med den medicin, der findes i dag, går det godt for de fleste. Transplanterede vil altid have behov for at tage medicin ligesom andre med kroniske sygdomme. De fleste transplanterede mennesker synes, at de lever et godt liv, og at de har det meget bedre, end mens de var så syge, at transplantation var den bedste og måske eneste behandlings- eller overlevelsesmulighed. Hos nogle transplanterede nyresyge holder nyren op med at fungere efter en årrække. Man kan få et indtryk af tilfredsheden med at leve som transplanteret fra disse mennesker, fordi langt de fleste ønsker endnu en transplantation i stedet for at gå i dialyse. BEHOVET FOR ORGANER Det er tvivlsomt, om der nogensinde vil være balance mellem behovet for organer og antallet af donerede organer. Med den nuværende måde at udvælge patienter til transplantation på er behovet i Danmark hvert år cirka følgende: HJERTER LEVERE LUNGER NYRER BEHOV 35-40 30-40 130-140 250 Nyresyge er den patientgruppe, der har størst behov for organer. Der transplanteres 160-170 nyrer om året. Heraf er cirka 40 doneret af levende pårørende til en nyresyg. For nyresyge betyder transplantation, at de ikke længere skal gå i dialyse, som er en belastende og i øvrigt meget dyrere behandling end transplantation. Fra én organdonor kan i gennemsnit 3-4 andre mennesker modtage organer, hvis der er givet tilladelse til det. Antallet af donorer afhænger af, hvor mange der konstateres hjernedøde –og det gør 100-200 om året i Danmark. Ud af disse er der 60-80, der faktisk bliver organdonorer. I de tilfælde, hvor den afdøde ikke selv har taget stilling, har cirka halvdelen af de pårørende sagt ja, og den anden halvdel har sagt nej til donation. |
||||
 |
